
Man kan tage fejl, som pindsvinet sagde og kravlede ned af hårbørsten...
Og i går tog jeg mere fejl af 1. semifinale end, jeg regnede med. Der var lidt overraskelser i posen til de fleste af os, men nu er vi klar til at tage et kig på Danmarks semifinale.
Litauen: In Culto åbner showet med en dansabel sang og en koreografi, som er til at lære for de fleste. Tøjet er ens og bevægelserne synkrone. Instrumenterne er farverige og jeg bliver glad i låget. Pludselig ryger bukserne og afslører palliet shorts. Selv samme slags som jeg også har tiltusket mig et par af. Jeg under dem gerne en finaleplads. Det er sjovt uden at være latterligt eller overdrevet.
Armenien: Eva er i et lidt specielt outfit - efter min smag. Både bukser og kjole, og så har push-up'pen fået en ekstra tand. Hun medbringer en overdimentioneret abrikos sten på scenen. Og en korpige i størrelse XXXXL. Showet virker lidt tamt og jeg er faktisk lidt skuffet. Jeg synes, at hendes finaleplads er i fare - og den har jeg ellers før været sikker på.
Israel: Der en lidt mættet stemning omkring Israel i vores lejr. Vi har omdøbt ham til Harald Skrald, og det er også hvad jeg synes han sang er. Stemmen er flot - ingen tvivl derom. Og hov! Der var en grim falsk tone, som fik hele pressecentret til at fare sammen. Ingen israelsk opstilling. Øv til det også. Men han er jo videre, no matter what.
Danmark: Så kom det, vi har ventet på. Chanée har jo fået designet en drøm af en kjole. Det lader også til at teknikken nu arbejder, som den skal. Det gør også, at Christina og Thomas ser ud til at slappe af. Der er i hvert fald mere samspil og smil mellem dem. Jo, nu skulle den finaleplads være i skabet.
Schweiz: Michael von der Heide stiller naturligvis op i guld jakkesæt, der matcher temaet. Han har lånt Rounder girls fra Østrig 2000 til kor, men jeg synes ikke helt at koret passer ind, og det er synd for sangen, som jeg ellers er ganske glad for. Her er heller ikke sparet på fyrværkeriet og vindmaskinen. Der er endda ekko og jeg er skuffet. Heller ikke en finaleplads til Schweiz i år.
Sverige: Anna har ikke ændret på meget siden den svenske finale. Heller ikke tøjet. Man kan mene, at hvis Belgien kan gå videre med en mand og hans guitar, så burde Sverige også kunne med en kvinde og hendes guitar, men jeg er ikke helt så sikker. Denne semi indeholder flere stærke sange end den første. Jeg indrømmer dog, at det ser godt ud, når svenskerne sætter lys på koret, der står helt i hvidt, men hun virker lidt nervøs. Hun skulle nok have haft koret lidt tættere på, så hun ikke føler sig så alene. Klapsalverne i pressecentret er også mange. Men jeg har den på vippen.
Azerbaijan: Nogen har bidt af Safuras handske. Der mangler 3 fingre i den og det ser lidt underligt ud. Til gengæld kommer de med en koreografi der er nøje indøvet og et opdateret engelsk kursus. Der burde ikke være nogen tvivl om Azerbaijan i finalen. Jeg er kun ked af, at Safura er nød til at løbe tilbage fra catwalken til scenen til den sidste del af sangen.
Ukraine: I munkelignende kappe og dyster belysning kæmper Ukraine sig igennem de Sweet people. Da kappen er smidt afsløres en gyselig kjolelignende tingest (det er min mening). Stemmen er heller ikke helt klar og sangen er i sig selv en prøvelse. Vi slutter med et nærmest epileptisk lysshow og jeg håber og beder til, at hun ikke går videre!
Holland: Sienike er i den grad blevet stylet til scenen og hun har efterladt den gyselige harmonika hun slæbte rundt på i den hollandske finale. Til gengæld har hun medbragt, hvad der skal forestille dukker og en lirekasse-lignende baggrund. Faktisk så holder det som helhed. Og jeg kan godt være nervøs for at publikum bliver så glad i låget, som med Grækenland eller Serbien, at de stemmer den videre.
Rumænien: Ovi og Paula flirter skamløst med hinanden på scenen. Fantastisk, man kunne godt ønske, at Danmark havde lige så godt et samspil. Men jeg skal ikke klage over, den store forbedring som DK har vist i dag. Her er der bare lige en tand mere og jeg er vild med de gennemsigtige pianoer, som kan gå i spontan selvantændelse. Jo, her burde også være en finaleplads til Rumænien.
Slovenien: Så nåede vi til min absolutte bund. Jeg fatter bare ikke, hvordan det er lykkes at kombinere to stilarter SÅ dårligt. De to sangere passer heller ikke sammen. Hun står sødt og smiler, mens han hopper rundt over hele scenen. Nej, tak til polka-rock. Ja, tak til en tidlig flybillet hjem til Slovenien.
Irland: Niamh har fået en flot lilla robe på, som passer hendes figur meget bedre. Hun står fuldstændig uprætentiøs på scenen og bare synger. Hvor er det bare smukt. Hun bør få en finaleplads.
Bulgarien: Landet har tydeligvis også været i finanskrise. Danserne må nøjes med minimale kostumer, for at Miro kunne få sin læderjakke. Han kan heller ikke helt bestemme sig til, hvilket sprog han vil synge på, så det skifter mellem bulgarsk og engelsk og tilbage igen. Noget rod og jeg er ikke overbevist om at de er videre.
Cypern: Mens Jons backing har haft tid til at klæde om inden de gik på scenen, så er Jon mere casual klædt. Han mangler at smile lidt, men han koncentrerer sig til gengæld om at få leveret sangen på en god måde. Og uden de store armbevægelser, som kunne have ødelagt indtrykket. Jeg kunne sådan ønske for ham, at han går videre, men jeg tror ikke, at han er så heldig.
Kroatien: Feminem har lånt en bænk fra Kongens Have. Hvor de lægger ud i starten af sangen. Senere kommer der et par dansere mere til, og det tangere næsten til et små-lesbisk show på scenen, men det er ikke noget, som ødelægger sangen for mig. Jeg har absolut Kroatien videre.
Georgien: Shine bliver holdt i landets nationale farver og med en meget nøje tilrettelagt koreografi. På visse punkter næsten for indstuderet. Sofia synger fantastisk, selv om danserne hvirvler hende rundt på scenen. Finale? Hvorfor ikke?
Tyrkiet: At give Tyrkiet lov til at slutte semifinalen, er at smide en god placering væk til et af de sikre lande. Vi ved jo alle, at uanset hvad Tyrkiet stiller op med, så er de videre. På samme måde som Grækenland. I år kan jeg faktisk godt lide sangen. Deres medbragte robot er dog lidt for underlig til mig. Scenen er lidt for dyster til min smag. Men jeg kan jo protestere lige så meget jeg vil - de er med. Her skal også advares mod evt. epileptiske anfald grundet de mange blinkende lys.
Konklusion: Jeg er blevet lidt usikker på Armenien og frygter lidt, at Holland er med i stedet. Ellers har min holdning ikke ændret sig, siden jeg lavede min liste i forgårs. Så må vi se om det er lige så katastrofalt for mig, som efter den første semi.
På falderebet skal lige tilføjes, at det klip Israel havde, sang Harel hamrende falsk, jeg håber, at de ændre det for hans skyld. Jeg fik i hvert fald et chok.
